Menstruationsproblemer mellem 20 og 40 år

Blødningsproblemer mellem 20 og 40 år.

Der er ikke så mange kvinder i denne aldersgruppe, som har problemer, da mange bruger én eller anden form for hormonholdig prævention – P-piller, minipille eller hormonspiral – som regulerer menstruationerne.

Meget få af dé blødningsproblemer, som optræder mellem 20 og 40, har baggrund i ondartet sygdom, altså kræft.

Dog skal Du huske på, at det er blandt 30-35 årige kvinder, at der bliver fundet flest nye tilfælde af livmoderhalskræft.

Så hvis Du pletbløder og især, hvis Du bløder under/efter samleje og ikke har sørget for at få taget celleprøver fra livmoderhalsen, når Du blev indkaldt eller ikke har fået fulgt op på tidligere celleprøver med forandringer, så sørg for at få en henvisning fra Din egen læge, så Du kan få udelukket noget alvorligt.

Nedenfor vil jeg lige nævne nogle af de godartede situationer, jeg oftest ser i Klinikken.

Efter Du er holdt op med P-piller, bliver der længere og længere mellem menstruationerne

P-piller undertrykker Dine mandlige hormoner, så selv om Du har sygdommen PCOS vil Du have regelmæssige blødninger på P-pillerne.

P-pillerne holder altså sygdommen skjult.

Når Du så holder op med at tage pillerne, ”vågner” sygdommen op, og Dine æggestokke vil danne mere og mere af det mandlige hormon testosteron. På et tidspunkt danner de så meget, at det påvirker ægudviklingen så meget, at Du holder op med at have ægløsning. Og så bliver der længere mellem menstruationerne, som til sidst kan holde helt op.

Samtidig kan Du opleve, at vægten går op, og at Du får bumser og uren hud.

Da Du måske har taget P-piller, siden Du var teenager, har der ikke været tegn på, at Du har sygdommen, før Du holder op med pillerne.

Vi kan finde ud af, om Du har PCOS ved, at Du får målt Dine hormoner (blodprøve) og scannet Dine æggestokke.

Du skal naturligvis holde øje med, at Du ikke er gravid; graviditet kan snyde hos mange af dé kvinder, som har vænnet sig til at have meget sjældne menstruationer.

Du får slet ikke menstruation, efter at Du er holdt op med p-piller 

Den hyppigste årsag til udebleven menstruation i denne alder er graviditet.

Har Du udelukket den, er den næsthyppigste årsag, at Dine æggestokke er langsomme til at komme i gang efter P-pillerne.

Ægudvikling og ægløsning styres fra et center i hjernen, som hele tiden holder øje med, at Dit østrogen holder sig indenfor nogle bestemte grænser.

P-piller indeholder et kunstigt østrogen, som får dette center til at tro, at der er for meget østrogen i blodet. I dén situation lukker hjernen ned for æggestokkene, så der ikke kommer ægudvikling (og ægløsning); man kan sige, at æggestokkene går i dvale.

Der kan godt gå et stykke tid, før æggestokkene kommer ud af denne dvaletilstand igen – og jo ældre, Du er, jo længere tid kan der gå.

Har Du ikke fået menstruation ½ år efter, at Du har lagt P-pillerne på hylden, kan det være en god idé, at Du bliver scannet og får målt Din hormonprofil, herunder Dit stofskifte.

Specielt, hvis Du er i trediverne og er stoppet med P-piller for at blive gravid.

Du bløder ”som vinden blæser” efter at være holdt op med P-piller

Infektion med chlamydia kan vise sig som uregelmæssige blødninger, så hvis Du er under 30 eller ikke lever i fast forhold, bør Du udelukke dén først.

Men ellers er blødningerne som oftest et andet udtryk for, at æggestokkene ikke er vågnet helt op af dén dvaletilstand, P-pillerne har bragt dem i.

En enkel måde at behandle sådanne blødninger på er at give Dig en 10-dages behandling hver måned med det samme hormon, som Du ville have dannet selv, hvis Du havde haft ægløsning.

Er Du holdt op med P-piller af anden årsag end graviditetsønske, kan vi måske finde en anden præventionsform til Dig, som passer Dig bedre, og som regulerer blødningerne.

Ønsker Du at blive gravid, vil vi anbefale Dig en scanning og en blodprøve, såfremt menstruationerne ikke er blevet regelmæssige efter 6 måneder.

Du har fået en Mirena-spiral for et år siden og har stort set blødt lige siden

Først og fremmest bør Du have set livmoderhulen efter, så Du kan få sikkerhed for, at spiralen sidder rigtigt.

Gør den dét, vil den sandsynligste årsag være, at Din slimhinde i livmoderhulen har været for tyk, da Du fik spiralen lagt op.

Den kan være blevet lagt på det gale tidspunkt i Din cyklus; hvis cyklus har været uregelmæssig, kan det have været svært at ramme det rigtige tidspunkt. Eller spiralen kan være lagt, inden Du er begyndt at bløde efter en fødsel – men hvor slimhinden var begyndt at blive tyk.

I disse situationer vil Du kunne prøve en 14 dages pillekur med en ekstra dosis af den samme type hormon, som er i spiralen – for at give den sidste udtynding. Eller, hvis slimhinden er endnu tykkere, en tre måneders minipillekur.

Er Du tæt på de 40 år, kan Du også have en polyp eller en muskelknude (fibrom) i livmoderhulen, som dén, der har lagt spiralen, ikke har kunnet se – se video:

Løsningen hér er at fjerne polyppen eller fibromet. Det sker hér hos os i lokalbedøvelse. Så sparer Du 1200 kroner til en ny spiral.

Efter aldrig at have blødt på Din hormonspiral, begynder Du at bløde, selv om Mirena’en kun er 2-3 år gammel

Som Du kan læse om hér, virker hormonspiralen blandt andet ved, at dens hormon gør slimhinden i livmoderhulen helt tynd. Men der skal være en balance mellem det udtyndende spiralhormon og Dit eget stimulerende hormon, østrogen.

Hvis denne balance forskydes ved, at Dit østrogen falder – Du kan for eksempel have tabt Dig – så tyndes slimhinden for kraftigt ud, og så kan Du begynde at bløde.

Der kommer en kvinde hér i Klinikken: når hun vejer 50 kg, pletbløder hun på sin Mirena, når hun vejer 55 kg, gør hun ikke. Dette er meget specielt – men illustrerer meget godt, hvorledes Din vægt (og dermed Din østrogenproduktion) kan spille ind på Dine blødninger.

I begyndelsen i form af pletblødninger en gang imellem eller blødning under samleje, men efterhånden kan blødningerne udvikle sig, så Du (små)bløder i store dele af måneden.

Samtidigt gør hormonet i spiralen blodkarrene i livmoderslimhinden mere skrøbelige, så kombinationen af (for) tynd slimhinde og skrøbelige kar fører let til blødninger, især under samleje, hvor der jo bliver skubbet til spiralen, som så glider op ad den sårbare slimhinde i livmoderhulen (se video).

Man kan generelt sige at jo tyndere, Du er, jo kortere tid går der, fra Du har fået lagt hormonspiralen op, til Du kan begynde at bløde.

Hér hjælper det ikke at skifte spiralen; den virker, som den skal, ja faktisk for godt, kan man sige.

En del kvinder lever med pletblødningerne i det daglige, men får et østrogentilskud i ferierne, så de kan elske og gå i swimmingpoolen uden at bløde.

Den modsatte situation kan også opstå.

Er Du overvægtig, danner Du mere østrogen. Denne ”østrogen-forbehandling” af Din livmoderslimhinde betyder, at efter 1-1½ år giver livmoderslimhinden, af grunde vi ikke kender til bunds, sig til at vokse.

Så Du efter at have været uden blødning på hormonspiralen, begynder at få flere og længere blødninger. Der er tale om et helt godartet tilstand – men vi har ikke så mange behandlingsmuligheder.
Er Du tæt på de 40 og véd, at Du ikke ønsker flere børn, kan fjernelse af livmoderslimhinden være en mulighed.

Er Du meget overvægtig, kan hormonafgivelsen fra spiralen det sidste ½ – 1 år bliver for svag til at holde livmoderslimhinden tynd. Selv om spiralen stadig beskytter mod graviditet dér, kan det i denne situation være en god ide at skifte spiralen til en ny.

Du skal naturligvis også være opmærksom på, at blødning under samleje kan være et tegn på chlamydia eller celleforandringer på livmoderhalsen.

Du er gået i skarp træning og tabt 20 kg og bløder nu helt uregelmæssigt

Her er det igen tabet af østrogenproducerende fedtvæv, som giver en ubalance i Dine hormoner. Ubalancen er i langt de fleste tilfælde midlertidig, og retter sig, når Din vægt igen bliver stabil på det nye og lavere niveau.

Her er behandlingen som oftest tålmodighed.

Du har født ved kejsersnit og oplever nu 5-10 dage med brunt ”snask” efter den rigtige menstruation

Dette er et problem, gynækologer i hele verden møder oftere og oftere – fordi flere og flere kvinder føder ved kejsersnit. På Hillerød Hospital er det 32% – altså en trediedel af alle gravide – som føder ved kejsersnit.

Efter barnet er kommet ud, bliver livmoderen selvfølgelig syet sammen – men kun på ydersiden (ud mod bughulen), ikke ind på livmoderhulen. Derved opstår der et ar, som kan blive ganske stort og dermed indeholde en del blod.

Når Du har menstruation, presses der blod op i arret, hvor det ligger, indtil den rigtige menstruation er ovre. Herefter kan det komme ud; fordi det har ligget i flere dage oppe i arret, er det nu blevet brunt i stedet for rødt.

Du vil også kunne opleve, at der kommer karamelfarvet blod/slim ud efter samleje; dét er også blod, som har gemt sig oppe i kejsersnitsarret.

Endelig er der kvinder, der havde let ved graviditet første gang, som oplever, at de har svært ved, ja ikke bliver gravide efter at have født ved kejsersnit.

Dette skyldes, at blodet fra kejsersnitsarret ikke altid kun løber ud gennem livmoderhalskanalen, men også tilbage i livmoderhulen efter endt menstruation. Blodet og slimen skaber et miljø i livmoderhulen, så det befrugtede æg ikke kan sætte sig fast.

Hvis man stopper Dine menstruationer – med P-piller, minipiller eller hormonspiral – er der naturligvis ikke noget blod, som kan flyde op i kejsersnitsarret, og så vil Du ikke ”efterbløde” længere.

I USA er man i stigende grad begyndt at fjerne de store ar ved operation med kikkert. Men man er kun lige begyndt på dén slags operationer hér i Danmark (juni 2017).