Hvordan bliver Du undersøgt, hvis der er mistanke om, at Du har et fibrom
En ultralydsscanning via skeden – og såfremt fibromet/fibromerne er meget store en scanning på maven – vil kunne vise, om Du har fibromer, hvor mange fibromer, Du har samt kortlægge, hvor fibromerne sidder henne på Din livmoder.
Har Du et fibrom i livmoderhulen, som vurderes at kunne kræve operation, er det vigtigt at få fastlagt, om fibromet ligger sådan, at det kan fjernes ved en kikkertoperation gennem skeden (hysteroskopi), eller om Du skal tilbydes en anden type behandling.
I sådanne tilfælde vil Du ved Din første konsultation få foretaget en minikikkertundersøgelse af livmoderhulen.
Undersøgelsen kan indebære en fornemmelse af trykken i livmoderen – som menstruationsspændinger – men ikke egentlige smerter.
I sjældne tilfælde, hvor Du for eksempel har et fibrom, som sidder drilsk i forhold til at bevare Din livmoder ved en operation, kan det være en god idé at supplere undersøgelsen hos mig med en såkaldt MR-scanning på sygehuset.
På baggrund af denne scanning, kan kirurgen på sygehuset danne sig et overblik over, om fibromet kan fjernes og hvordan, det skal fjernes.