Kan endometriose forebygges?
Nej, sygdommen kan ikke forebygges på samme måde, som for eksempel sygdomme, man kan vaccinere imod.
Men den kan holdes nede, og specielt kan risiko for følger af sygdommen – sammenvoksningerne – reduceres betragteligt ved rettidig behandling.
Jeg ser desværre for mange især unge kvinder, som ikke får den rette behandling af deres menstruationssmerter med begrundelsen, at ”sådan havde min mor og moster det også”.
Men dét er at vende logikken på hovedet: har Din moder og moster oplevet svære menstruationssmerter – måske endda har fået fjernet livmoderen på grund af dette – så er det jo netop et tegn på, at der kan være endometriose i Din familie.
Og at Du også har sygdommen.
Det er ikke normalt, at en 13-14 årig pige skal være hjemme fra skolen en uge om måneden på grund af menstruationssmerter.
I den situation bør Du henvises til undersøgelse og behandling hos os eller en anden gynækolog med ekspertise i endometriose (husk at spørge, når Du bestiller tid).
Men også hvis Du er kvinde i 30-40 års alderen og oplever tiltagende smerter under menstruation og/eller samleje, bør Du have foretaget en ultralydsscanning af underlivet for at udelukke, at Du har endometriose.
Således, at Du kan tilbydes den rette medicinske behandling, inden det bliver nødvendigt med operation.