Hvorledes opstår endometriose?

Endometriose opstår ad tre veje.

Den hyppigste og vigtigste er menstruation ud gennem æggelederne. Det vil sige, at Du ikke kun bløder ud gennem skeden under menstruation, men at der også løber lidt blod ud gennem æggelederne og ud i maven (bughulen).

Sådan en ”baglæns menstruation” er faktisk meget hyppig, idet den forekommer hos 80% af alle kvinder.

Denne mekanisme forklarer, hvorfor endometriosen ofte viser sig i 30-40 års alderen: jo flere menstruationer, jo flere ”baglæns menstruationer” og jo større risiko for, at slimhindevæv sætter sig fast.

Endometriosecyster, ofte kaldet ”chokoladecyster” på grund af farven på det blod, som findes inde i dem, opstår i det gule legeme – ”æggeskallen” – efter en ægløsning. Det er meget sjældent, at ”chokoladecyster” optræder alene, så har Du fået konstateret sådan en, er det vigtigt, at Du bliver undersøgt grundigt for endometriose andre steder i underlivet.

Endometriose bag livmoderhalsen og øverst i skeden stammer fra celler, som har ligget i dvale, siden Du var et foster. Hos raske udvikler disse celler sig ikke, men – igen på grund af en mangel i immunforsvaret – får disse celler hos endometriotikere mulighed for at udvikle sig til slimhindevæv ligesom dét inde i Din livmoder.

Endelig – og ekstremt sjældent – kan endometriose opstå ved, at små stykker slimhinde i forbindelse med menstruation kommer ud i blodbanen, føres rundt i kroppen og ender i for eksempel lunger eller skjoldbruskkirtel

Endometriose har intet med kræft at gøre. Så Du dør ikke af endometriose.

Men sygdommen har en lighed med kræft på dén måde, at Du i det underliv har noget væv, som immunforsvaret og hormonsystemet kører på højtryk for at bekæmpe – men som de ikke lykkes med at få fjernet. Og denne ”kamp” påvirker alle dele af Dit underliv, også dér, hvor der ikke sidder endometriose.