De almindeligste gener i overgangsalderen

Hedeture er den hyppigste årsag til, at kvinder med overgangsaldergener henvender sig til læge.

Hedeturene skyldes, at tærsklen for, hvad temperaturen i Din krop skal op på, for at Du sveder, sænkes i overgangsalderen. Så Din krop slipper varme ud ved en lavere temperatur end tidligere.

Så selv små og i øvrigt ubetydelige temperaturstigninger kan udløse hede-svedeture i overgangsalderen, hvor de ikke ville have gjort det, da Du var 30.

Og den ændrede tærskel gælder også den anden vej: falder temperaturen lidt, kan dette udløse kulderystelser hos kvinden i overgangsalderen, hvor de ikke ville have gjort det nogle år tidligere.

Man har prøvet at sætte en gruppe kvinder i overgangsalderen ind i et lokale sammen med en gruppe helt unge piger, som endnu ikke har haft menstruation og derfor også har et lavt østrogen.

Så har man hævet temperaturen i lokalet og registreret, hvornår deltagerne begyndte at svede.

Da alle overgangskvinderne var begyndt at svede, var der ikke nogen af de unge piger, som svedte.

Konklusionen ér, at hedeturene ikke i sig selv er forårsaget af lavt østrogen – for så ville de unge piger også være begyndt at svede ved samme temperatur.

Men østrogen er på en måde, vi endnu ikke kender i detaljer, ansvarlig for ændringerne i tærsklen for, hvornår kvinder i overgangsalderen begynder at svede.

Kvinder, som lever af at undervise, har megen kundekontakt eller på anden måde er i centrum for andres opmærksomhed, kan føle det generende, at de pludselig bliver røde i hovedet og badet i sved.

Men flertallet er mest generet af hedeturene om natten, hvor de, især i den første del af natten, kan forstyrre søvnen og det gode forhold til ægtefællen, som skal leve med åbentstående vindue og en hustru, som så skal have dyne af, så på og så af igen.

Igen varierer styrken af generne meget: én kvinde fortalte mig, at hun kun opdagede, at hun var gået i overgangsalderen ved, at hun ikke skiftede til vinterdyne i oktober, som hun plejede, men klarede sig med den tynde sommerdyne hele vinteren.

Hos andre er søvnforstyrrelserne så massive, at de har svært ved at få dagligdagen, på arbejde og hjemme, til at hænge sammen.

På tidspunktet for blødningsophør vil 50% af kvinderne opleve hedeture. Fire år senere er denne andel faldet til 20%, men en svensk opgørelse viste, at 10% af de undersøgte kvinder stadig havde hedeture, da de var 72.

Det er vigtigt at huske på, at hede-svedeture også kan være tegn på andet end overgangsalder, for eksempel for højt stofskifte.

Ømme og stive led er en ofte overset, men ikke desto mindre hyppig gene i overgangsalderen.

Østrogen er ansvarlig for både at holde brusken i leddene levende, men endnu vigtigere at stimulere dannelsen af dén væske, som smører leddene.

Når østrogenniveauet falder, falder produktionen af smørevæske, og så bliver leddene stivere og kan begynde at gøre ondt.

I vor tidsalder, hvor rigtigt mange kvinder løbetræner, ser jeg flere kvinder i 50’erne, som har kunnet registrere, at de ikke kan løbe så langt, som de kunne tidligere.

I den anden ende af registeret findes kvinder, som for eksempel ikke længere kan strikke eller lave andre fine bevægelser, ligesom der er kvinder, som må flytte fra 3.sal til stueetagen, fordi de ikke længere kan klare trapperne (på grund af smerter i knæ og hofter).

Tabet af smørevæsken kan også forværre dén gigtsygdom, Du allerede har, hvilket gigtlægerne ikke altid er opmærksomme på.

Forskning fra 2016 har påvist, at tabet af østrogen i forbindelse med overgangsalderen betyder, at lungernes evne til at optage ilt (lungefunktionen) falder med op til 50% – eller lige så meget, som hvis kvinderne røg 20 cigaretter dagligt.

Hvis Du så også ryger i virkeligheden, risikerer Du en ”double-up”-skade på Dine lunger fra både røgen og østrogentabet.

Tørhed i skeden kan være et af de første tegn på faldende østrogenproduktion. Ikke alene bliver slimhinderne i skeden tyndere og mere sårbare, men selve skeden kan også skrumpe.

Disse forandringer kan medføre, at det tager længere tid for Dig at blive våd under forspil, ligesom Din mands bevægelser frem og tilbage lettere medfører irritation af skedeslimhinderne.

Mælkesyrebakterier i skeden danner mælkesyre, som holder surhedsgraden (pH) nede på under 4,5 hvilket forhindrer bakterier og svampe i at inficere skeden.

Men mælkesyrebakterierne kan kun overleve, såfremt der er tilstrækkeligt med østrogen i skeden. Er der ikke dét, forsvinder mælkesyrebakterierne og surhedsgraden (pH) stiger til 5 og derover.

Denne ændring i surhedsgraden (pH) gør det lettere for Dig at få svamp og skedekatar, hvilket kan forstærke generne under samleje.

Slimhinden i blæren og urinrøret bliver også tyndere i overgangsalderen.

Sådanne forandringer kan medføre hyppigere vandladningstrang – også om natten – ligesom trangen kan blive mere påtrængende, altså at Du skal reagere hurtigere, når tissetrangen melder sig.

Endelig kan kvinder, som forud har kunnet holde på vandet, og som er gode til at lave knibeøvelser, opleve, at der kan komme mindre urindryp ved fysisk anstrengelse og stærk trang.

Jeg plejer at sige, at slimhinden i urinrøret har samme funktion som gummilisten i en bildør: den skaber den sidste tætning.

Uden gummilisten kan døren sagtens lukkes ( = bækkenbunden knibes sammen), men den bliver ikke tæt.

Ligesom, at det er ligegyldigt, hvor hårdt Du smækker døren (= kniber sammen); mangler gummilisten, lukker døren ikke tæt.

Tilbagevendende blærebetændelser skyldes også tynde slimhinder i urinrør og blære. Dette problem opstår ofte først lidt senere efter overgangsalderen.

Knogleskørhed kan udvikle sig efter overgangsalderen hos kvinder, som er særligt udsatte for at få sygdommen: dém, hvor knoglesygdommen optræder hos mor og nære familiemedlemmer, meget tynde kvinder, kvinder som får medicin, der som bivirkning afkalker knoglerne og rygere – samt kombinationer héraf.

Tilhører Du én af disse risikogrupper, er det en god idé, at Du bliver knoglescannet 3-4 år efter Din sidste menstruationsblødning.

Behandling og kontrol af knogleskørhed varetages af hormonlæger (endokrinologer) samt Din egen familielæge.

Østrogen er også medansvarlig for at opretholde hukommelse, indlæring og psykisk balance.

Nogle af dé kvinder, som får diagnosen depression i overgangsalderen, lider faktisk af svær østrogenmangel.

Og undersøgelser peger på, at østrogenbehandling kan forebygge demens.

Nogle kvinder finder større glæde ved elskov efter overgangsalderen, hvor de ikke skal tænke på prævention eller menstruation, og der er ikke længere hjemmeboende børn til at forstyrre intimiteten.

Men mange (også mænd) oplever, at deres lyst til sex falder i forbindelse med overgangsalderen.

Dette er dog ikke ensbetydende med, at det hormonændringerne, som alene er ansvarlige for den mindskede lyst.

Således har undersøgelser vist, at det mandlige hormon testosteron, som er (med)ansvarlig for at stimulere lyst, ikke er lavere hos kvinder, som har tabt lysten sammenlignet med dém, der ikke har mærket nogen forandring.

Og en amerikansk undersøgelse viste, at det i højere grad var mangel på en (egnet) partner, som kunne forklare, hvorfor de interviewede kvinder i overgangsalderen elskede mindre, end de havde gjort før.

Nogle kvinder har glæde af et tilskud af mandligt hormon (testosteron), men der findes ikke i Skandinavien præparater, som er lavet til kvinder.

Blødning fra skeden efter overgangsalderen – altså et år eller mere siden Din foregående blødning – skal altid opfattes som et faresignal, da den kan være et tegn på noget ondartet eller forstadier til det og derfor altid bør undersøges nærmere.

Særligt overvægtige er i øget risiko for forstadier i livmoderhulen.

I langt de fleste tilfælde er forklaringen godartet – men dét ved vi jo først, når Du ér undersøgt.