Endometriose og overgangsalderen

Nogle kvinder med endometriose ender desværre med at få fjernet hele eller dele af underlivet. Får Du fjernet æggestokkene, går Du i overgangsalderen og kan få brug for tilskud af østrogen.

Selvom Du ikke er opereret, kan Du jo godt få så svære gener under Din overgangsalder, at Du gerne vil have hjælp i form af hormonbehandling.

I begge tilfælde skal Du tænke på, at endometriose er en østrogenfølsom sygdom, og det derfor er vigtigt, at Du samtidigt med østrogen får tilskud af gestagen (progesteron), som forhindrer, at endometriosen blomstrer op under østrogenbehandlingen.

Dette gælder også, selv om Du har fået fjernet livmoderen, hvilket normalt vil betyde, at Du kan nøjes med østrogentilskuddet.

Det kan Du ikke, hvis Du har endometriose.

Gestagenbehandlingen kan enten være i form af hormonspiralen Mirena, eller den kan være en del af dén tabletbehandling, Du kan benytte (for eksempel Livial/Tibolone).

Du kan derimod sagtens anvende lokal østrogen i skeden (Vagifem eller Estring) alene uden gestagentillæg.