Hvem er i særlig risiko for at få endometriose?
Jo flere, jo hyppigere og jo kraftigere menstruationer, jo større risiko for menstruation gennem æggelederne og dermed større risiko for endometriose.
Så kvinder, som er begyndt at menstruere tidligt – som 12-årige eller tidligere – er i større risiko end kvinder, som er begyndt senere, ligesom kvinder med kraftig menstruationer også er i større risiko.
Anlægget for at udvikle endometriose har vist sig at være arveligt. Nogle undersøgelser peger på, at døtre af mødre, som har endometriose, har en op til 7 gange øget risiko for selv at have endometriose. Ligesom det ser ud til, at endometriose hos kvinder, hvis mødre, mostre eller mormor har endometriose, viser sig tidligere og er af større sværhedsgrad, end hos kvinder, hvor der ikke er endometriose i familien.
Har Din mor, mormor eller moster endometriose, har Du også en øget risiko for at udvikle sygdommen.
Så har Du mange menstruationssmerter og forsvinder de ikke på den sædvanlige behandling (P-piller eller hormonspiral), skal Du ikke ikke stille Dig tilfreds med en forklaring om, at ”sådan havde Din mor det også”.
Hun kan jo også have endometriose uden at vide det, så i dén situation bør Du blive undersøgt hos en gynækolog med ekspertise i endometriose.