Prævention i overgangsalderen
Risikoen for at blive gravid efter 47-48 års alderen er meget lille – men den er ikke helt nul.
Nogle kvinder – især dé, der tidligere har haft svært ved at blive gravide – har det fint med at løbe denne lille risiko.
Men andre beretter om, at frygten for at blive gravid ligger i baghovedet og forstyrrer for meget, når de elsker.
På grund af blodpropsrisikoen fraråder man brug af P-piller efter 35-40 års alderen.
Så ønsker Du sikker prævention uden risiko for alvorlige bivirkninger, anbefales Du at overveje hormonspiralen Mirena eller minipillen Cerazette.
Begge præparater reducerer også Dine blødninger.
Hvis Du véd med Dig selv, at Du under ingen omstændigheder ønsker hormonbehandling for gener i overgangsalderen, og har Du tidligere været vant til at huske P-piller, er Cerazette et udmærket valg.
Har Din mor eller storesøstre haft mange gener i forbindelse med overgangsalderen, og ønsker Du østrogenbehandling, hvis Du også bliver meget generet, vil jeg anbefale Dig Mirena-spiralen, da den beskytter slimhinden i Din livmoderhule under østrogenbehandlingen.