Gentagne ufrivillige aborter

Tilstanden gentagne ufrivillige aborter defineres i Europa som tre på hinanden følgende ufrivillige aborter inden graviditetsuge 22.

Den rammer 2-3% af alle kvinder.

Tilstanden skyldes sygdomme i immunsystemet, hjertesygdomme (hos dig), afvigelser i arveanlæggene (kromosomerne), misdannelser af livmoderen eller forstyrrelser i blodets størkning (tendens til blodpropsdannelse).

Overvægt, rygning, alkoholindtag (mere end 6 genstande om ugen) og alder øger risikoen for at opleve gentagne ufrivillige aborter.

Undersøgelserne består i blodprøver til undersøgelse af kromosomer og immunsystem samt en kikkertundersøgelse af livmoderhulen.

Da mange faktorer spiller ind, kan vi desværre sjældent udpege én bestemt årsag.

Dette betyder også, at der for hovedparten af jer, som oplever denne tilstand, ikke er noget godt behandlingstilbud.

En tredjedel af de par, som henvises til Rigshospitalet med gentagne ufrivillige opnår aldrig fødsel af et levende barn.

Hvis du bliver gravid efter at have været igennem flere ufrivillige aborter, vil du blive fulgt tæt med scanning, og du er velkommen til at maile, hvis du er bekymret.

Selvom alt ser fint ud, vil de tidligere aborter nemlig bevirke, at du nok er meget nervøs for, om du og fosteret kommer godt igennem de første måneder af graviditeten.

Du vil i de første måneder af graviditeten blive tilbudt behandling med et ekstra tilskud af progesteron (Lutinus) i form af stikpiller, som du skal lægge op i skeden 3 gange dagligt.

Progesteron medvirker til at holde livmoderen i ro – og vedligeholder slimhinden i livmoderen, så den lille moderkage får maksimal blodforsyning.