Vejledning til dig, som skal have taget prøve fra livmoderhulen

 

Formål med denne information

At informere Dig om formålet med og procedure ved vævsprøvetagningen, det normale efter­forløb samt mulige komplikationer, således at Du på et informeret grundlag kan give Dit sam­tykke til undersøgelsen.

Formål med prøvetagningen

At få klarlagt, om der er kræft eller forstadier til kræft i slimhinden i livmoderhulen.

Tidspunkt for undersøgelsen

Der kan ikke tages vævsprøver fra Din livmoderhule, såfremt Du bløder kraftig (som en menstruation). Mindre blødning, som på slutningen af en menstruation, forhindrer normalt ikke undersøgelse.

Din forberedelse til undersøgelsen

Det er vigtigt, at Du har spist morgenmad på undersøgelsesdagen; et lavt blodsukker medfører risiko for, at Du får kvalme og bliver utilpas under undersøgelsen.

Tager Du fast medicin, skal Du tage den om morgenen, som Du plejer.

Fiskeolie øger risikoen for blødning, så for at mindske risikoen for blødning må Du ikke tage fiskeolie i dagene op til undersøgelsen.

Tager Du blodfortyndende medicin, bedes Du oplyse om dette, når Du bestiller tid, så vi på forhånd kan aftale, om det er nødvendigt, at Du holder pause op til prøvetagningen.

Undersøgelsens udførelse

Prøvetagning foregår aldrig uden bedøvelse, men altid i en meget effektiv lokalbedøvelse.

Der indledes med en ultralydsscanning, hvor jeg kan se, hvorledes Din livmoder ser ud.

Et lunet instrument indføres i skeden, således at dén del af Din livmoderhal­s, som befinder sig i skeden, bliver synlig.

Med en tynd nål (tandlægekanyle) lægger jeg herefter lokalbedøvelse i livmoderhalsen med 5 – 8 ml Scandonest®, som lægges så langsomt som overhovedet muligt, da dét nedsætter ubehag og smerte ved at få bedøvelsen lagt betydeligt.

Lokalbedøvelsen skal have 4-5 minutter til at virke.

Når lokalbedøvelsen har fået lov at virke, fører jeg – under synets vejledning – en 5 mm tynd kikkert op i Din livmoderhule.

Efter at jeg har set hulen grundigt efter, lægger jeg yderligere 4-5 ml lokalbedøvelse i bunden af livmoderhulen, således at hele Din livmoder er lokalbedøvet.

Når også den sidste lokalbedøvelse virker, tages der prøver med en lille el-slynge.

Denne del af proceduren giver ikke anledning til smerter.

Mulige komplikationer ved vævsprøvetagning

Jeg har udført disse undersøgelser i 20 år og har i dé år aldrig gjort skade på en livmoder.

El-slyngen, som jeg benytter, er kun 3 mm stor, så den tager kun prøve fra livmoderslimhinden og de inderste 1-2 mm af livmodervæggen; sidstnævnte er hos de fleste kvinder 15-25 mm tyk.

Når prøvetagningen er overstået, kigger jeg igen Din livmoderhule efter for blødende kar; disse kar svitses/lukkes, inden kikkertundersøgelsen afsluttes.

Vi har derfor heller ikke i Klinikken oplevet kvinder, som har fået kraftige blødninger efter undersøgelsen.

Har Du tendens til let at bløde – for eksempel næseblod – kan det være en god idé, at Du i et par dage efter undersøgelsen fast anvender medicin, som hæmmer blødning (Cyklokapron®); det er den samme medicin, som de praktiserende læger udskriver mod kraftige menstruationsblødninger. Skønner jeg denne behandling nødvendig hos Dig, får Du recepten, når prøvetagningen er ovre.

Bivirkninger ved vævsprøvetagning fra livmoderhulen

Nogle kvinder oplever lette smerter i forbindelse med, at lokalbedøvelsen lægges.

Registreringer gennem mange år hér i Klinikken har vist, at smerteniveauet svarer til styrke 1-2 på en skala fra 0 til 10.

Du vil kunne opleve menstruationsmurren, når lokalbedøvelsen ophører efter et par timer; oplever Du dette, anbefaler vi Dig at tage et par Panodil® sammen med 400 mg Ibuprofen. Eller anden smertestillende, som Du vanligvis benytter derhjemme.

Der er ofte lille blødning fra livmoderhulen i en uges tid efter undersøgelsen hér i Klinikken.

Det er endog meget sjældent, at der kommer betændelse efter prøvetagningen.

Bløder Du mere end svarende til en menstruation, får Du mere ondt end Du tidligere har haft i forbindelse med menstruation og/eller får Du feber og ildelugtende udflåd, skal Du enten kontakte Klinikken eller, uden for dennes åbningstid, nærmeste skadestue eller sygehus med gynækologisk afdeling:

Hillerød Hospital, indgang 04, indkørsel Bakkedraget, 4829 5965

Herlev Hospital, afdeling 53C1, indkørsel Herlev Ringvej, telefon 3868 3868 (omstillingen)

Hvidovre Hospital, afsnit 536, indkørsel Kettegård Allé, telefon 3862 2557

Roskilde Sygehus, indgang 14, indkørsel Køgevej telefon 4732 3400 (omstillingen).

Forholdsregler efter vævsprøvetagning

Der er intet til hinder for, at Du kører bil umiddelbart efter prøvetagningen, men er Du ældre eller nervøs kan det være en god idé, hvis Du har én til at hente Dig – sådan ”én” kan sagtens være en Falck- eller taxachauffør.

For at undgå betændelse anbefaler vi Dig, at Du i en uge efter prøvetagningen undlader samleje i skeden, karbad og svømning i klor- eller ferskvand; Du må gerne bade i saltvand.

Svar på vævsprøven

Vævsprøven sendes til undersøgelse på Patologisk Afdeling på Hvidovre Hospital.

Dén tid, afdelingen bruger på at undersøge Din vævsprøve, svinger noget, fra fem til otte dage (juni 2017). Lang svartid er ikke nødvendigvis udtryk for, at der er noget galt, blot at der er kø hos dém, der skal undersøge prøverne.

Er der ved kikkertundersøgelsen mistanke om noget ondartet, vil undersøgelsen på Patologisk Institut blive behandlet som en hastesag, således at der kan foreligge svar indenfor tre hverdage.

Undersøgelsesresultatet bliver sendt elektronisk hér til Klinikken. Indenfor tre hverdage, fra jeg modtager resultatet hér, får Du svar enten via E-mailkonsultationen eller, såfremt Du ikke har adgang til denne, i et brev i Din E-boks.

I ferieperioder kan det forekomme, at Du skal have svaret på prøven fra Din egen læge. Alternativt kan vi, såfremt der ingen tegn på forandringer er at se ved kikkertundersøgelsen, aftale, at Du får svaret, når jeg vender tilbage fra ferie.

Mit svar vil også indeholde oplysning om hvilken behandling, Du eventuelt anbefales at få, eller hvornår Du bør kontrolleres igen.

Har der ved vævsprøvetagningen været mistanke om egentlig kræft, kommer Du naturligvis til personlig samtale om svaret hér.

Fremtidige kontroller

Det er vigtigt at understrege, at Du selv er ansvarlig for at bestille tid og komme til dé fremti­dige kontrolundersøgelser, Du bliver anbefalet hérfra eller fra Din egen læge.