Laurids Bune

Mit navn er Laurids BuneJeg blev speciallæge i gynækologi i 2017 og har siden arbejdet både på hospitaler og i private klinikker i hovedstadsområdet.
Jeg har i en årrække arbejdet med fertilitet og barnløshed og har derfor speciel ekspertise indenfor hormoner og de problemer, som kan besværliggøre graviditet. Infertilitet kan være en enorm sorg for både kvinder og mænd og derfor et område hvor man virkelig kan ændre menneskers liv. Det vil jeg gerne hjælpe med.
Min interesse for hormoner har helt naturligt også medført, at jeg har speciel interesse indenfor menopause-feltet, som også handler om hormoner, og er et område, som udvikler sig med rivende hast i disse år. Perimenopause og menopause kan være aldeles uudholdeligt for mange kvinder, og et felt hvor man virkelig kan hjælpe.
I bund og grund ønsker jeg at gøre mit bedste for kvinders sundhed gennem alle livets faser, lige fra de unges behov for prævention, til de store kvindelidelser som endometriose og PCOS, blødningsforstyrrelser og smerter, samt til nogle ældre kvinders behov for hjælp til eksempelvis inkontinens.
Jeg har en Ph.d. indenfor fysiologi, som er forståelsen af samspillet mellem kroppens funktioner, og jeg arbejder konstant på at dygtiggøre mig ved at deltage i konferencer og møder, ved at diskutere med kollegaer og eksperter og endelig ved at lytte til de kvinder, som kommer til mig i min konsultation.
Slutteligt er jeg gift, har to døtre og bor i Hillerød kommune.
Jeg glæder mig til at møde dig i klinikken.