Hvad er det, der sker?

Tidspunktet for, hvornår der begynder at ske ændringer i æggestokkene, svinger meget fra kvinde til kvinde, så det efterfølgende handler om en ”gennemsnitskvinde” – og det er jo ikke sikkert, at Du er sådan én.

Allerede i 37-38 års alderen er både antallet af dé æg, kvinden har tilbage og deres kvalitet nået ned på et niveau, hvor det registreres af dét center i hjernen, som styrer hormonbalancen.

Centret reagerer ved at ”skrue lidt op for blusset”, det vil sige stimulere æggestokkene noget mere, så de bliver ved med at danne den normale mængde østrogen.

På dette tidlige tidspunkt er ændringerne så små, at hun ikke mærker noget til dem, og de kan ikke registreres i en blodprøve.

Efterhånden, som hun bevæger sig op gennem 40erne, må hjernecentret hele tiden skrue mere og mere op for stimulationen af æggestokkene for at holde østrogenniveauet inden for det normale.

Men denne øgede stimulation indebærer, at der bruges flere og flere æg – og så bliver der jo færre og færre tilbage.

I dette tidsrum vil man i en blodprøve kunne registrere, at dét hormon, som dannes i hjernen, og som styrer æggestokkene – det hedder meget praktisk det ægstimulerende hormon (FSH) – begynder at stige.

På et tidspunkt er kvaliteten og antallet af æggene så lavt, at ægløsninger bliver forsinkede eller helt udebliver, hvilket medfører, at menstruationerne begynder at blive uregelmæssige.

Dette sker hos den gennemsnitlige kvinde i 47-48 års alderen – men kan begynde så tidligt som ved 40 år, uden at det er unormalt.

Holder Du helt op med at bløde som 52-årig, er der altså 5 år, hvor Dine blødninger bliver anderledes.

Selvom disse uregelmæssige blødninger er et helt normalt fænomen for en kvinde i 40’erne, kan de jo godt være generende. Især uforudsigeligheden – at Du aldrig ved, hvornår blødningerne kommer, og om Du skal have sort tøj på og en taske fuld af tamponer og bind med alle vegne – finder mange kvinder irriterende.

Mulige behandlinger kan Du læse om hér.

Først et års tid før, Du holder op med at bløde, begynder østrogenniveauet i blodet at falde. Dette fald kan medføre gener som hedeture, dårlig nattesøvn, tørhed i skeden, ømme led, nedsat lungefunktion og påvirket hukommelse.

Det er meget forskelligt hvor hårdt, den enkelte kvinde generes af hormonændringerne: nogle mærker næsten ikke noget til dem, mens andre oplever, at deres livskvalitet reduceres betydeligt.

Når antallet af æg i Dine æggestokke er nået ned på omkring 1000 – tænk på, at Du begyndte med 20 millioner, da Du var et 6-7 måneder gammelt foster i Din mors mave – er deres østrogenproduktion så lav, at Du ophører med at bløde.