Kan Du få tilskud til hormonspiralen?

I Danmark får man ikke tilskud til prævention, så får Du lagt hormonspiral af dén grund, skal Du betale den fulde pris for spiralen (både Kyleena og Mirena koster omkring 1200 kroner).

Får Du lagt Mirena, fordi Du har meget kraftige menstruationer, er der derimod tale om medicinsk behandling af en ”sygdom” og i dén situation kan dén læge, som Du har truffet beslutningen om hormonspiral med, søge Lægemiddelstyrelsen om, at Du får tilskud.

Din læge eller gynækolog kan også søge tilskud til Dig, hvis Du får Mirena som en del af en hormonbehandling af gener i forbindelse med overgangsalderen.

Tilskuddet betyder, at spiralen regnes for medicin på linie med alle andre mediciner, så som blodtryksmedicin eller penicillin.

Bruger Du ikke medicin i forvejen, vil tilskuddet være lille (et par hundrede kroner i 2017); bruger Du omvendt megen eller dyr medicin i forvejen, kan Du få spiralen for 200 – 300 kroner.