Hvem er ikke egnet til en hormonspiral?

Hos nogle kvinder har hormonet i spiralen nogle uønskede virkninger:

Dét hormon, som findes i hormonspiralerne, har en let mandlig kønshormoneffekt. Dette betyder, at den kan give bumser og hårtab.

Jeg anbefaler derfor ikke hormonspiral, hvis Du har eller har haft behandlingskrævende akne (uren hud) eller lider af hårtab.

Hormonet kan også påvirke humøret, ja enkelte kvinder har oplevet nærmest depressionslignende gener efter at have fået Mirena. Er Du derfor inde i en aktiv depression, vil jeg ikke anbefale Dig en hormonspiral. Er Du i medicinsk behandling for tidligere depression, kan Du godt forsøge med Mirena, men skal være opmærksom på, om Du får behov for større doser medicin, efter Du har fået spiralen.

Humørpåvirkningen forsvinder igen et par dage efter, at spiralen er fjernet (hvis det er dén, der har skylden).

De psykiske påvirkninger synes at være større hos teenagere og helt unge kvinder.

Endelig kan op til 10% af Mirena-brugere opleve hovedpine, brystspænding og/eller vægtøgning.

Sidstnævnte skyldes en kombination af væske i kroppen og en stimuleret appetit.

Hos nogle kvinder har livmoderen en facon, så der kan være svært at få plads til en spiral.

Livmoderen dannes, mens Du er et foster, ved at to halve livmødre smelter sammen til én. Men nogle kvinder er kun født med den ene halvdel, eller halvdelene er ikke smeltet ordentligt sammen. I sådanne tilfælde kan livmoderhulen vise sig at være for lille til en spiral.

Hvis Du har polypper eller mindre muskelknuder (fibromer) i livmoderhulen, skal disse fjernes, før spiralen kan lægges op. Men store muskelknuder eller muskelknuder, som ikke påvirker livmoderhulens form, behøver ikke at være en forhindring.