Hvorledes finder vi ud af, om Du har endometriose?
Hvis Du har mange smerter ved menstruation – og især hvis de ikke forsvinder ved behandling med for eksempel P-piller – bør Du henvises til en underlivsscanning her hos os.
Er Du jomfru, vil scanningen foregå på maven; er Du ikke, vil Du blive scannet gennem skeden.
Ved scanningen vil Din livmoder, Dine æggestokke, Din blære og området mellem livmoder/skede og endetarm blive kigget grundigt efter. For at kunne se efter endometriose bag livmoderhalsen og mod tarmen, kan det være nødvendigt for mig at lægge lidt kontrast i bunden af Din skede; kontrasten ser ud som en almindelig, gennemsigtig gel, Du bruger i ansigtet, og den er helt uden gener for Dig.
Er der mistanke om, at Du har endometriose i blæren – hvilket er sjældent – så vil Du blive tilbudt en kikkertundersøgelse af blæren (cystoskopi). Denne undersøgelse foregår her hos os.
Er der mistanke om, at Du har endometriose i væggen af skeden og/eller endetarmen, vil Du blive henvist til en såkaldt MR-scanning af Dit underliv.
Giver undersøgelsen og underlivsscanningen af Dig hér ikke nogen forklaring på Dine menstruationssmerter, kan det være nødvendigt at henvise Dig til en kikkertundersøgelse på sygehus. Ved kikkertundersøgelsen (laparoskopi), hvor Du er fuldt bedøvet, ses hele Dit underliv efter for at se, om Du har endometriose – eller andre forandringer, som kan være årsagen til Dine menstruationssmerter.
Laparoskopi og MR-scanning foregår begge på Rigshospitalets særlige afdeling for endometriose.