Menstruationsproblemer i teenageårene

Det normale

De første par år efter Din første blødning kan menstruationerne godt være uregelmæssige og/eller kraftige.

Dette skyldes, at samarbejdet mellem den styrende hjerne og æggestokkene endnu ikke er fuldt udviklet, så ægløsningerne og dermed menstruationerne endnu ikke er regelmæssige.

Nedenfor vil jeg lige nævne nogle af de situationer, jeg oftest bliver mødt med i Klinikken.

Alle de efterfølgende afsnit tager det for givet, at Du ikke er gravid, altså at en graviditetstest taget for nyligt er negativ.

Du er 15 år, men har endnu ikke fået menstruation

Hvis Din mor fik sin første menstruation, efter hun var fyldt 15, men i øvrigt ikke fejlede noget, så er den mest sandsynlige forklaring, at ”sådan er kvinderne i Din familie”.

Er Du meget tynd, det vil sige har meget lidt fedtvæv, kan Du også opleve, at Du begynder at bløde senere end Dine veninder. Det er der heller ikke noget sygeligt i.

Er der ikke noget af dette, som passer på Dig, og har Du ikke fået menstruation, selv om Du er fyldt 15, kan det være en god idé, at Du får taget en blodprøve, hvor man kan teste Dine hormoner.

Husk på, at sygdomme, som forårsager udebleven menstruation, er meget sjældne.

Nogle unge kvinder – én ud af 2000 – har en mødom uden åbning, så menstruationsblodet ikke kan komme ud.  Så har Du det, som om Du har menstruation  –  for eksempel humørsvingninger og smerter – men ikke får nogen blødning, skal Du få din læge til at se på dig.

Behandlingen afhænger af, hvad årsagen til den udeblevne menstruation er.

Finder Din læge ikke noget galt hos dig, kan Du vælge at begynde med en P-pille med naturligt østrogen (Qlaira), således at Du både får tilført østrogen, får regelmæssig menstruation og sikker prævention.

I perioder bløder Du med 1-2 ugers mellemrum

Årsagen til, at Du bløder sådan, er, at Dine ægløsninger springer over – og da det er ægløsningerne, som styrer menstruationerne, bliver Dine blødninger også uregelmæssige.

I de fleste tilfælde skyldes dette bare, at Dine ægløsninger endnu ikke er blevet regelmæssige – at samarbejdet mellem hjernen og æggestokkene ikke er blevet helt stabilt endnu.

Faktisk har hovedparten af unge kvinder ikke regelmæssige ægløsninger før op til 4 år efter, at de har oplevet deres første menstruation.

Hyppige blødninger kan også skyldes, at Du er gået ned i vægt, eller at Du træner hård idræt. Her erstatter Du nemlig østrogenproducerende fedtvæv med muskelvæv, som ikke danner hormoner. På dén måde ændrer Din hormonbalance – og dermed også ægløsningerne – sig.

Ofte kommer der balance igen, når Din vægt har stabiliseret sig på det nye niveau.

Hvis Du er seksuelt aktiv, skal Du huske på, at uregelmæssige blødninger kan være tegn på infektion på livmoderhalsen, oftest med Klamydia – så det vil være noget af det første, Din læge vil undersøge hos Dig.

Af sygdomme er den hyppigste årsag til hyppige blødninger ubalance i Dit stofskifte; det kan man finde ud af ved at tage en blodprøve hos Dig.

Behandlingen af uregelmæssige menstruationer, som ikke skyldes sygdom, kan enten være minipillen Cerazette eller P-piller.

Hér skal du huske på, at P-piller indeholder østrogen, som kan påvirke Dine knogler og få dem til at holde op med at vokse.
Er Du derfor ikke holdt op med at vokse, skal Du vælge minipillen, som ikke påvirker knoglerne.

Du har mange smerter, når Du har menstruation

Menstruationssmerter er den hyppigste årsag til tilbagevendende fravær fra skolen blandt teenagere.

Vi ved ikke nøjagtigt, hvorfor nogle unge har stærkere smerter ved menstruation end deres veninder. Måske har Din mor også haft menstruationssmerter, da hun var på Din alder.

Hos alle kvinder dannes der under menstruationen nogle stoffer, som hjælper i livmoderen med at trække sig sammen og dermed komme af med blodet (slimhinden).
Danner Du flere af disse stoffer, bliver sammentrækningerne i livmoderen til egentlige kramper, som gør ondt.

Læs mere om menstruationssmerter.

Smertefulde menstruationer skyldes i nogle tilfælde sygdommen endometriose.

Der går lang tid, over to måneder, mellem Dine menstruationer

Oplever Du at være gået meget op i vægt i 14-15 års alderen, har Du måske flere bumser end veninderne og går der måneder mellem Dine menstruationer, kan det være tegn på, at Du har sygdommen PCOS, hvor æggestokkene danner for meget mandligt kønshormon og får æggestokkene til at ”gå i dvale”.

For lavt stofskifte kan også føre til stigende vægt og sjældnere menstruationer.

Har Du tabt så meget i vægt, at Du er blevet tynd (BMI under 20), eller træner Du fysisk hårdt, påvirkes Din hormonbalance, og Dine menstruationer bliver sjældnere og sjældnere, jo mere fedtvæv, Du mister.

Under alle omstændigheder bør Du i dén situation have taget en blodprøve, så man på den måde kan finde årsagen til, at der går lang tid mellem Dine menstruationer.

Du pletbløder, mens Du tager P-piller

Du skal først og fremmest få udelukket, at Du er gravid eller har Klamydia.

Dét kræver et besøg hos Din egen læge, som måske også vil se efter tegn på celleforandringer på Din livmoderhals, som også kan give pletblødninger, især efter samleje.

Er disse tre ting – graviditet, Klamydia og mistanke om celleforandringer –  udelukket, er årsagen til de uregelmæssige blødninger sandsynligvis, at Dine P-piller indeholder for lidt østrogen, altså ikke er ”stærke” nok.

Dette sker ofte, når Du får en af de svageste P-piller; dém, som kun indeholder 20 mikrogram østrogen.

Hér kan Din læge prøve at skifte Dig over til en lidt stærkere P-pille (med 30 eller 35 mikrogram østrogen)

Du kan læse mere om P-piller, spiral, mini-piller og P-stav her.